tirsdag den 4. maj 2010

Italiensk coolnes fra Mike Patton



Den musikalske excentriker, eneren med det gyldne stemmebånd, der spænder fra skønsang til diabolsk growl, Mr. King of Cool himself, Mike Patton, har netop udgivet et album med klassisk italiensk pop!

Albummet hedder Mondo Cane og er 11 klassiske italienske popsange udsat for et 3o personer stort orkester og med Mike Patton som djævelsk, croonende smørtenor. Det lyder underligt, men fungerer ganske godt.

Mike Patton har, udover at være forsanger i Faith No More, et utal af udgivelser og koncerter bag sig. Han har bl.a. været forsanger i Mr. Bungle, Tomahawk, Lovage, Fantômas, The Dillinger Escape Plan, Zu and Peeping Tom, ligesom han har samarbejdet med bl.a. Björk og Sepultura.

Den arbejdsomme Mike Patton søger således hele tiden af skubbe sine egne musikalske grænser. Lyt også til det spændende bagkatalog, fra det millionsælgende rockband Faith No More til metal og eksperimenterende avant-garde projekter.

Du kan låne Mike Pattons musik på KøgeBibliotekerne.