mandag den 27. december 2010

Rockstjerner gi'r den som dj

Der findes et hav af engelske radiokanaler, som du kan lytte til på nettet - og mange af dem har inviteret kendte rockstjerner i studiet, hvor de enten optræder som gæste-dj eller har fået tildelt deres eget faste show.

Tuner du ind på Rock Planet, kan du høre bl.a. Joe Elliot fra Def Leppard, Alice Cooper, bluesguitaristen Joe Bonemassa og svenske Joey Tempest fra Europe fortælle anekdoter fra deres karriere og spille den musik, der har gjort indtryk på dem.

Selveste Ronnie Wood fra Rolling Stones indleder weekenderne hos Absolute Classic Rock.

BBC holder sig naturligvis heller ikke tilbage, og de gemmer oven i købet mange af deres shows i et arkiv, så du kan genhøre dem igen og igen. Andre af deres shows er kun tilgængelige i en begrænset periode, så lyt allerede i dag til Pretenders-frontfiguren Chrissie Hynde hyldest af Iggy Pop eller Slash's fortælling om sine helte.

Er du til 90'er-pop, kan du lytte til både Jason Donovan og Emma Bunton på Heart.

Ian Gillian fra Deep Purple har gæstet Rock Radio, og videoen nedenfor viser en lille bid af, hvordan det gik.



Vil du gå på opdagelse i det store udbud af engelske dab-kanaler, er her en komplet liste.

tirsdag den 14. december 2010

Anderledes julemusik, del 3.



I tredie del i musikbloggens føljeton med anderledes julemusik, præsenteres her New York-punkrocklegenderne Ramones og deres Merry Christmas (I Don't Want To Fight Tonight).

Ramones har siden de opstod i 1974 dannet skole, med deres simple tre-akkorders punkrock, ofte med catchy melodier. Alle bandmedlemmerne havde efternavnet "Ramone" og havde ens frisurer, sorte læderjakker og hullede jeans. Bandet opløstes i 1996.

Du kan låne masser af musik med Ramones på KøgeBibliotekerne.

Her finder du også et stort udbud af forskelligt julemusik, også den mere traditionelle slags.

fredag den 3. december 2010

Anderledes julemusik, 2. del



Den legendariske danske, nu afdøde, digter Dan Turèll, skrev helt tilbage i 1977 digtet 'Jul Igen, Pul Igen'. Her kommer Onkel Danny med verbalt kasteskyts mod julen og alt det forlorne, gaveræset etc. Digtet findes også sarkastisk, spruttende læst op på spoken word-plade "Glad i Åbningstiden" - som han nåede at lave med produceren Halfdan E, kort inden sin død i 1993 - det er dén, du kan høre på ovenstående klip.

Du kan låne Dan Turèlls alternative julesang (og hans bøger, digte, plader mm.) på KøgeBibliotekerne. Her finder du også masser af mere almindelig julemusik. Du kan også komme ind på biblioteket og låne de udstillede jule-cd'er, julebøger etc. Eller f.eks. en punkrock-plade, hvis du hellere vil det!

onsdag den 1. december 2010

Anderledes julemusik 2010, 1. del

Ligesom sidste år, vil musikbloggen præsentere en række alternative julesange. Så er du allerede nu blevet lidt træt af de sædvanlige, let klisterede julesange, kommer her en dosis 'alternativ' julemusik, 1. del:

Fairytale of New York - The Pogues. Flere gange valgt som Irlands og Englands mest populære julesang. Udkom i 1987, featuring den engelske sangerinde Kirsty MacColl. Sangen handler om hovedpersonen (synges af Shane MacGowan), der tilbringer juleaften i New York, i detentionen. Her drømmer han om et forlist forhold, hvor modparten synges af Kirsty MacColls mere lyse stemme.



Kom ind på KøgeBibliotekerne. Her kan du låne masser af julemusik, både klassikerne, men også de mere alternative!