fredag den 29. april 2011

Punkmusic is a joke, it’s really just baroque

Pachelbels Kanon i D-dur er et af de største hits fra barokmusikkens verden. Værket er komponeret i 1680, og efter at have samlet støv i næsten 300 år blev det genopdaget i 1970’erne og har siden da været ekstremt populært. Pachelbels toner har således også ramt en masse musikere, som man normalt ikke forbinder med klassisk musik, og kanonen genklinger i en lang række pop- og rocknumre. Om musikerne bevidst eller ubevidst har taget Pachelbels musik til sig, eller om lighederne er tilfældige, er svært at vurdere. Lyt selv til eksemplerne og læg gerne en kommentar.


Du kan høre Pachelbels kanon her. Den er bygget op over en akkordfølge, der kører i ring gennem hele satsen, mens cellostemmen udfylder bunden i klangbilledet med en basmelodi, der gentages over hele stykkets længde.



Bob Marleys reggaeklassiker No Woman, No Cry forbindes normalt ikke med barokmusik, men der er ligheder med Pachelbel i både basstemmen og akkordfølgen.



U2’s With or Without You er bygget op over en akkordfølge, der kører i ring gennem hele nummeret og har store ligheder med akkordfølgen i Pachelbels kanon.



Aerosmith klinger også en smule barokt i Cryin’…



Havde Paul McCartney mon hørt Pachelbel, da han skrev Let it be?



Eller Avril Lavigne, da hun lavede Sk8er Boi?



Et af de sidste steder, man forventer at finde genklange af barokmusik, er nok i Green Days Basket Case.



Se også Pachelbel Rant, hvor komikeren Rob Paravonian går bersærk over Pachelbels kanon. Siden han som barn spillede cello-stemmen i skoleorkestret, har kanonen forfulgt ham, fordi den genklinger i al mulig anden musik. Efter et langt – og hylende morsomt – vredesudbrud slutter han af med at snerre ”I’ll se your ass in hell, Pachelbel”.

tirsdag den 26. april 2011

Hip hop-historie

Danmarks mest alsidige og travle rapper, Per Vers, udgav for et års tid siden det første danske boxsæt inden for rap. Titlen er 10+20+30, som markerer 3 vigtige milepæle: sit eget 10-års jubilæum som rapper, dansk raps 20-års jubilæum og rapudgivelsernes 30-års jubilæum.



Cd 1 indeholder et nummer fra hver af de limited, "undercover" CD'er, Per Vers har udgivet årligt siden 2003 i meget små oplag.

På cd 2 har en række danske rappere fra de sidste 20 års danske hiphop-scene hver lavet et vers til deres yndlings-beat af den amerikanske legende DJ Premier.

Her optræder MC Einar for første gang i 8 år med en tekst, der vil få enhver, der kan huske "Provokerer onanerer", til at trække på smilebåndet: "Jeg mediterer og masserer og drikker masser af vand / har adopteret et barn fra Aserbadjan / Jeg siger ord, der gjorde, at du ikke blev stødt / har været en flink fyr lige siden jeg blev genfødt".



Cd 3 byder bl.a. på en tidsrejse i form af et megamix af Jaguar Skills, som har skåret 538 tracks med international hip hop fra perioden 1979-2009 i småstykker blandet med kommenterende vers fra Per.

Der blev kun sat 1000 eksemplarer af 10+20+30 til salg, og KøgeBibliotekerne har 2 af dem. Lyt til dem, mens du venter på at låne Per Vers' spritnye cd Ego, hvor han atter demonstrerer sin overlegne evne til at jonglere med ord.




Læs mere om Per Vers og baggrunden for 10+20+30.

mandag den 18. april 2011

Lokkende guitar

Skotske Mogwais varemærke er melankolsk støjrock. Deres numre er primært instrumentale, fyldt med atmosfære og kraftfuldt udført med dominans af støjende og forvrængende guitarer, som bygges op gennem et nummer for til sidst at eksplodere.

Gruppen blev dannet i 1995 og har for nylig udgivet deres 7. cd, Hard Rock Will Never Die, But You Will.

onsdag den 13. april 2011

Elegant rap

Vil du have funk/soul/jazz i rå mængder, kommer du ikke udenom de nyeste toner fra The Roots!

De blev dannet i Philadelphia i 1987 og bruger deres musik til at give udtryk for deres socialpolitiske holdninger, hvilket i 2006 resulterede i en særdeles seriøs og vred udgivelse, "Game Theory", hvor bl.a. Irakkrigen var på dagsordenen, og der blev refereret til Public Enemy's hovedværk "It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back".

I 2010 udgav de albummet "How I got over", som skal fremhæves for de flydende rim akkompagneret af jazzede rytmer og en optimistisk tro på fremtiden efter, at Obama blev valgt som præsident.

tirsdag den 12. april 2011

Stemningsfyldt

Jill Scott er en Grammy-vindende amerikansk souldiva, der fortjener mere anerkendelse, end hun får her på vores hjemlige breddegrader.

Jazzet soul, smuk imponerende stemme, intime tekster og lækre detaljer kendetegner hendes udgivelser, hvor særligt Beautifully Human, der er hendes andet studiealbum, fik anmelderne op af stolene tilbage i 2004 - og det holder stadig.

mandag den 11. april 2011

Noget på spil

De får ikke nær så meget omtale som Volbeat til trods for, at de har 5 udgivelser bag sig, hvoraf flere har fået særdeles positive anmeldelser, senest Discord Electric, som udkom i september 2010. Det er selvfølgelig jyske Raunchy, det handler om.

Oprindeligt startede de ud som et rimeligt rendyrket metalband, men de har efterhånden udviklet deres egen stil - og på deres seneste cd har de virkelig satset hele butikken og givet mere plads til det elektroniske element på deres til dato mest poppede udspil. Det er slet ikke så dårligt endda, for her bliver leget og skubbet til grænserne for, hvad der definerer metal, men nogle vil alene af den grund helt sikkert elske at hade dem.

fredag den 8. april 2011

Tilbage til rødderne

Den danske producerduo Cool Million puster nyt liv i soul-funk à la 1980'erne med deres anden udgivelse døbt Back for More. Det er lykkedes dem at få en lang række legendariske soul-sangere til at synge på deres numre - fx hittede Eugene Wilde i 1984/85 med sjæleren Gotta Get You Home Tonight - som på fornem vis finder balancen mellem de gamle traditioner og aktuel lyd. Det er gjort ret så overbevisende.

torsdag den 7. april 2011

At male med lyd

Hvad er det første, du tænker på, når talen falder på finsk musik? De grand prix-vindende monster-rockere Lordi eller metalbands som Nightwish, Apocalyptica, Amorphis og HIM?

Lau Nau befinder sig med sin eksperimenterende folkemusik genremæssigt i den stik modsatte ende af skalaen. Hendes musik er et blidt abstrakt lydbillede komponeret af lyde fra kirkeklokker, glas, legetøjsklaver etc., som bør nydes i fred og ro.



Du kan downloade en EP med 6 af hendes sange hos NPR Music.

onsdag den 6. april 2011

Urbant mix

No More Idols er den engelske producerduo Chase and Status' forsøg på at nå fra undergrundsscenen ud til det kommercielle marked. De har været Ugens Uundgåelige på P3 med sangen Blind Faith, lige som de har leveret lydspor til filmen Harry Brown i form af sangen End Credits med Plan B.

I deres hjemland forudser musikanmelderne, at Chase and Status som værdige afløsere til Prodigy kan puste nyt liv i dancegenren med deres mix af alt fra drum 'n' bass til dubstep til rock.


tirsdag den 5. april 2011

Magisk stemme

Sean Rowes baryton er fantastisk udtryksfuld på debutten Magic, hvis historiefortælling måler sig med selveste Leonard Cohen. Samtlige sange på albummet domineres af Rowes stemme akkompagneret af en enkelt akustisk guitar i singer-songwritertraditionen. Det er på samme tid afdæmpet og enormt kraftfuldt.



Besøg også Sean Rowes hjemmeside, hvor du bl.a. kan læse om hans år på overlevelsesskole, eller lær ham lidt bedre at kende i dette interview.

mandag den 4. april 2011

Gedigen guitarrock

Har du også fået nok af syntetisk pop og diverse talentshows, er her lidt inspiration til at låne noget melodiøs guitarrock af den gode gamle skole:



Dinosaur Jr. udgav deres første album i 1985, red med på grunge-bølgen i 1990'erne og gik i opløsning i 1997. 10 år senere gjorde bandet comeback med indtil videre 2 udgivelser, Beyond i 2007 og Farm i 2009, som fortsætter, hvor Dinosaur Jr. i sin tid slap. Det er ikke nyskabende, men behøver musik være det for at være godt?