Punkmusic is a joke, it’s really just baroque

Pachelbels Kanon i D-dur er et af de største hits fra barokmusikkens verden. Værket er komponeret i 1680, og efter at have samlet støv i næsten 300 år blev det genopdaget i 1970’erne og har siden da været ekstremt populært. Pachelbels toner har således også ramt en masse musikere, som man normalt ikke forbinder med klassisk musik, og kanonen genklinger i en lang række pop- og rocknumre. Om musikerne bevidst eller ubevidst har taget Pachelbels musik til sig, eller om lighederne er tilfældige, er svært at vurdere. Lyt selv til eksemplerne og læg gerne en kommentar.


Du kan høre Pachelbels kanon her. Den er bygget op over en akkordfølge, der kører i ring gennem hele satsen, mens cellostemmen udfylder bunden i klangbilledet med en basmelodi, der gentages over hele stykkets længde.



Bob Marleys reggaeklassiker No Woman, No Cry forbindes normalt ikke med barokmusik, men der er ligheder med Pachelbel i både basstemmen og akkordfølgen.



U2’s With or Without You er bygget op over en akkordfølge, der kører i ring gennem hele nummeret og har store ligheder med akkordfølgen i Pachelbels kanon.



Aerosmith klinger også en smule barokt i Cryin’…



Havde Paul McCartney mon hørt Pachelbel, da han skrev Let it be?



Eller Avril Lavigne, da hun lavede Sk8er Boi?



Et af de sidste steder, man forventer at finde genklange af barokmusik, er nok i Green Days Basket Case.



Se også Pachelbel Rant, hvor komikeren Rob Paravonian går bersærk over Pachelbels kanon. Siden han som barn spillede cello-stemmen i skoleorkestret, har kanonen forfulgt ham, fordi den genklinger i al mulig anden musik. Efter et langt – og hylende morsomt – vredesudbrud slutter han af med at snerre ”I’ll se your ass in hell, Pachelbel”.